
Thomas Dambo fortæller om sine trolde og fuglehuse torsdag 2. september på Bangs Have. Foto: Thomas Dambo
Foredrag om trolde, fuglehuse og genbrugskunst
Som optakt til Maribo Craft Days troldebyggeri kommer genbrugskunster Thomas Dambo til Maribo torsdag 2. september klokken 19. I Bangs Have Pavillonen fortæller han om sine trolde og fuglehuse og i det hele taget om tankerne bag hans genbrugskunst.
Hør ham blandt andet fortælle om, hvordan ideen til troldene er opstået, processen med at skabe dem og hans tanker om at arbejde med bæredygtighed i kunst.
Bangs Have serverer kaffe og et stykke kage undervejs, og hvis det holder nogenlunde tørt, runder vi af med at gå op i skoven og se det sted, hvor trolden skal stå.

Sisse Fog Odgaard udstiller sine store flåder med Kuldsejlinger og laver workshop med 10.000 skygger.
Kuldsejliinger og 10.000 skygger
Mon ikke de fleste der laver håndarbejde kender det, at resultatet ikke helt blev som ønsket?
Sådanne mislykkede arbejder har Sisse Fog Odgaard samlet sammen og udstiller sine store flåder med Kuldsejlinger.
Kuldsejlinger er kulminationen på et crowdknitting-projekt bestående af kuldsejlet strikketøj. Strikkere fra alle hjørner af landet har tilsammen afleveret mere end 2.000 stykker strik til garnforretninger i hele Danmark. Ufærdige trøjer, sjaler, strømper og meget andet, der var blevet lagt i skammekrogen, fordi der gik kludder i mønsteret, strikkeren løb sur i projektet eller man ikke var tilfreds med resultatet.
“Kuldsejlinger viser transformationen fra mislykning til succes skabt ved at turde vise sin uperfekthed og løfte i fælles flok. Udstillingen fortæller historien om, hvordan det – når vi tør afsløre vores mislykning – er muligt at skabe ny mening ud af noget, der ellers føles som et nederlag. Kuldsejlinger ligger som et morset S-O-S. Mit budskab med udstillingen er, at vi skal turde sige det svære højt og bede om hjælp – fordi det sætter os fri”, siger Sisse Fog Odgaard.
Udover udstillingen af Kuldsejlinger laver hun også en workshop om hendes nye crowd knitting projekt, 10.000 skygger.
Der skal i alt strikkes 10.000 skygge-kugler i rester af almindeligt bomuldsgarn 8/4, og der skal strikkes i alle tænkelige farver. Sådan strikker du en skyggekugle
Maribo Craft Days præsenterer Sisse Fog Odgaard i samarbejde med AOF.

Vi har brug for nogle frivillige, til at hjælpe Thomas Dambo med at bygge trolden.
Vil du være med til at bygge en trold?
I ugen op til festivalen og et par dage først i festivalugen, bliver der skabt en fem meter høj trold i Bangshaveskoven i Maribo.
Thomas Dambo kommer til Maribo og står for byggeriet, men der bliver brug for en del lokale frivillige – er du en af dem?
Du skal være fortrolig med hammer, sav og skruemaskine og kunne love at arbejde i mindst to gange otte timer i løbet af uge 40 og 41. Vi giver til gengæld noget god forplejning og selvfølgelig oplevelsen!
Kontakt Amalie hvis du vil være frivillig.

Hos Au2zone står der fra tirsdag til fredag en hvid Fiat. Den skal gerne dekoreres i løbet af festivalen.
Dekorer en bil
Au2zone i Maribo sponserer ikke bare en el-kassevogn, så vi kan transportere materialer under festivalen så bæredygtigt som muligt, de stiller også en bil op, der kan males på.
Direktør Lars Bruun har indkøbt nogle gode vandfaste tusser og så er der frit spil for maleglade børn (og voksne). Fra tirsdag til fredag kan man besøge bilforhandleren på Werner Larsens Vej. Her bliver den hvide Fiat stillet op. Det færdige resultat udstilles på Torvet i Maribo lørdag 17. oktober.
Au2zone passer godt ind i vores ønske om at være så bæredygtige som mulige, for bilfirmaet sælger kun hybrid- og elbiler.

Programmet vokser og vokser blandt andet på grund af vores gode samarbejdspartnere, sponsorer og fonde.
Der sker stadig tilføjelser til det omfangsrige program
Vi har sammensat et meget alsidigt og superspændende program. Det er fyldt med spændende mennesker, der viser og fortæller om deres håndarbejde, håndværk, kunst eller kunsthåndværk. Og der kommer stadig flere til.
I uge 41 flyder Maribo over med udstillinger, workshops, kurser, foredrag, debat og salg af unikke produkter.
Maribo Craft Days har været i stand til at sammensætte det forrygende program, da vi har fået støtte fra Lolland Kommune, Landdistriktspuljen, LAG, en gruppe lokale sponsorer som man kan læse om på vores hjemmeside og sociale medier, desuden gennem samarbejde med Lolland Bibliotek, Lolland Ungdomsskole, Maribo Hallerne, Femern Forbindelsen og AOF.
Nogle workshops, kurser og foredrag kræver billet
Vi har flere samarbejdspartnere, nogle aktiviteter kræver tilmelding hos AOF eller Lolland Bibliotek, andre kan du tilmelde dig via vores hjemmeside.
Læs i programmet hvor du tilmelder dig.

Lolland-Falster Lovestorm samarbejder med Craft Days
Under festivalen kan du finde lovestormen i et telt på Torvet i Maribo. Her kan du lave dit eget Lovestorm-logo i genbrugsmaterialer. Du kan selvfølgelig også høre mere om bevægelsen.